Intro

 

Heine Skjerning tilhører generationen, der i 1990erne markerede sig med en neo-konceptuel tilgang til kunstproduktionen og en fornyet opmærksomhed overfor det offentlige rum og hverdagens fortællinger. Kunstneren arbejder derfor i et stort felt af udtryk,

der vælges i forhold til hvilken tematisk eller stedlig sammenhæng,

værket skal fungere i.

 

Skulptur, maleri, installation afløser og beriger hinanden. Der er genklang fra 1960ernes rumorienterede  minimalistiske objekt og den tids processuelle materialeundersøgelser. På den ene side konkret og afgrænset og på den anden side åbent afsøgende og sanseligt. I en bestandig udveksling mellem det aktuelle og den nære fortid afsøger Skjerning grænserne til mulige fremtidige betydninger i mødet med værkernes visualitet og taktilitet. 

 

Uanset fremgangsmåde opstår de kunstneriske udfoldelser i skæringspunktet mellem den personlige historie, aktuelle interesser og det æstetiske. Det aktuelle som social begivenhed har stor betydning for Skjernings praksis, der opfatter samarbejder med andre kunstnere om udstillinger og andet som en integreret del af sin kunst. Ligesom helt overordnet kunstens rolle i samfundet er et tilbagevendende udfordrende spørgsmål.

Tekst: Ann Lumbye Sørensen

Introduction

 

Heine Skjerning belongs to the generation of artists emerging in the 1990s for whom the neo-conceptual approach posed a challenge to their art production. Other burning preoccupations for these artists were everyday narratives and paying renewed attention to public space; this is why these artists have typically been working within a wide range of forms and expressions, which are carefully chosen according to theme, topic or site to which the art work is supposed to be related.

 

Sculpture, painting and installation supersede and enrich each other. There are echoes from the 1960s space-oriented minimalist objects and the day’s processual examinations of materials: on the one side, tangible and demarcated; on the other, open, probing and sensuous. In a constant exchange between the current and recent past, Skjerning is scanning the boundaries for possible future implications in the encounter with works’ visuality and tactility.

 

Regardless of the approach, the artistic arrays crop up at the intersections of personal history, current interests and the aesthetic. The topical as social event has a great significance to bear on Skjerning’s praxis: he apprehends the collaborations with other artists around exhibitions and other endeavors to be an integral aspect of his art. Similarly, the overriding role that art plays in society is a recurrent and challenging question.

Tekst: Ann Lumbye Sørensen

Translation: Dan A. Marmorstein