Holm og Kalv. Heine Skjernings bidrag:

 

2017

Vi mødes i Svendborg, og jeg har glædet mig til gensynet og til det sydfynske øhav. Alt er hurtigt ved det gamle, vi er næsten samme besætning som på sidste tur, Lars Heiberg og skipper, Jens Bohr.
Rylen ligger ved træbroen overfor Ærøfærgens havneanlæg i Svendborg.

Vi kan se over sundet over til Vindeby, hvor min farmor og farfar boede. Så lang tid siden og alligevel så tæt på. Jeg ser min farfar for mig med hyggeligt smil: ”Dem på Hjortø er nogle mærkelige nogle..” Farmor standser resten af fortællingen, ”Georg, der er børn til stede!” Vi fortsætter med rødgrøden, doserer lidt ekstra sukker. Det er bedst, når det knaser lidt.
Besøgene hos farmor og farfar var præget af rituelle gentagelser.

Rylen lægger fra, slipper Svendborg, og vi skal sydover. Udsejlingen viser, at Skansen ved Vindebyøre nu er helt uden den lille Koø, der i min barndom dannede en lav forpost til de bakkede skrænter langs skansekysten.
Vi gik tit tur på skansen; et af fixpunkterne var et blik ud på den sidste rest af fugtig vegetation, der brød bølgerne et stenkast ude i sundet. Endnu en fast procedure var farfar, der fortalte, at den hed Koøen, fordi der engang var køer på Koøen. Svært at forestille sig samtidig med, at bølgerne vaskede de sidste få kvadratmeter muld bort. Landkortet forandres vedvarende langs kysterne.

Besynderligt nok, kan man i forbindelse med Skansen læse om sommerfuglen sortplettet blåfugl på: https://www.svendborg.dk/borger/natur-og-miljoe/skansen. Sammenhængen er nok de gule engmyrer på strandengene ved skansen, og at der er en spændende symbiose mellem blåfugl og engmyre. Men lige netop den sortplettede blåfugl findes i Danmark nu kun et enkelt sted på Møn. Resten af dens tidligere observationer er en trist historie med flest sidste registreringer i midten af sidste århundrede, og jeg har ikke fundet en eneste registrering af den sortplettede blåfugl bare i nærheden af Skansen. Omvendt er det absolut spændende at læse om den gule engmyre (Lasius flavus), der udover at have forskellige blåfuglearter som parasit, selv holder bladlus som sukkerproducerende husdyr i de overraskende store tuer, der rejser sig i landskabet som mystiske knolde.



Fjernsyn

Vejret har drillet. Blæsten har længe været for hård til, at Rylen kan ankres op på åbent vand, ud for de små øer uden havne. Derfor er målet den sikre havn ved Hjortø, hvorfra vi kan vade ud til Hjelmshoved. Det er kun et smalt lavvand, der skiller de to øer.
På denne del af turen skal der laves tv-optagelser. Rylens togter vækker interesse. Folk følger med i tv og aviser, og de lokale, vi møder, fortæller tit om tidligere ture, hvor Rylen har besøgt øerne.
De husker Jens med de bare tæer. Vi skiller os ud, gamle smukke træskibe vækker opsigt og åbenbart er tre ikke helt unge mænd, der vader i underbukser mellem de to øer, åbenbart godt tv. Jeg føler mig ikke helt tilpas med stadigt mere våde underbukser og bare tæer imellem ukendt tang og sten. Men som stolte opdagelsesrejsende i Johannes Larsens og Achton Friis´ fodspor våger vi både det ene og det andet.

Der er ingen fastboende på Hjelmshoved, men to sommerhuse. En ældre bygning og en meget ny og moderne. Achton Friis ville have hadet den nye, modernistiske bygning. Men hvorfor egentligt ikke et tidssvarende udtryk i det storslåede landskab. Den hvide, forenklede bygningskonstruktion og de store glasfacader åbner huset mod det smukke landskab. Øen er ikke mere et sted, der arbejdes, men bruges nu til rekreation. Jeg tror, livet nydes rigtig godt her i det moderne hus, hvor glasvæggene næsten ophæver adskillelsen af ude og inde.
Øen har tidligere været opdyrket, men ligger nu kun hen med græs og en stor fugtig eng.
Her er hindebæger, smukt og særligt udbredt ved Monnet, der er en fredet strandeng på Tåsinge.
På hele turen, alle øerne og landskaberne, som vi besøgte både i 2017 og 2018, så jeg ikke en eneste sommerfugleart, som ikke alle ses regelmæssigt på min mark i Sørup.

Apropos sommerfugle var endnu et af de rituelle fixpunkter den daglig skovtur med farmor og hunden Vaks i Vindebyøreskoven. Jeg havde på det tidspunkt endnu ikke set en perlemorssommerfugl, og navnet voksede fantastiske forestillinger frem i mit hoved - en flyvende ædelsten. Farmor kendte min interesse for sommerfugle og lovede, at dem skulle vi se i skoven, for der havde hun tit set dem. Desværre lykkedes det aldrig. Det kan endda have været den rødlige Perlemorssommerfugl, hun tidligere havde set. På det tidspunkt var den endnu fx på Sydfyn. Den lægger sine æg på violer og har det smukke latinske navn Euphrosyne, navnet på én af de tre gratier. Euphrosyne symboliserer ifølge traditionen ‘den rene glæde’. Arten er nu næsten uddød i Danmark, og den forventes at være en af de næste arter, der helt forsvinder fra Danmark.
Med den katastrofale individ- og artstilbagegang - og det desværre ikke kun for sommerfuglene i Danmark - er der virkelig grund til skår i den rene glæde, Euphrosyne.



Den anden ende og Tordenstenen

Tilbage på Hjortø gik vi ud på øens vestlige spids og på tilbageturen forbi den gamle mølle. En tandlæge havde restaureret møllen, og den lå nu smukt foran en fugtig strandeng. Engang for mange år siden havde en kvindelig Hjortøbo haft en forfærdelig tandpine. Til sidst havde kvinden kontaktet tandlægen, som tilbød sin hjælp og bad hende komme ud til møllen, hvor tanden blev trukket ud og problemet løst. På turen hjem mødte kvinden naboen, der spurgte til hendes tandpine. Jublende råbte hun tilbage med et stort smil: ”Jeg har lige fået trukket en tand ud i møllen”. Endelig farfar, langt om længe resten af historien om Hjortøboerne med tænder i begge ender.

Over Rylen var vejret ved at trække sammen til regn, og øboerne havde hørt noget om mulig torden.
En ATV ruller ned til havnen. Noget skulle med eller var netop kommet med Hjortøfærgen.
ATV-føreren var tydeligt interesseret i Rylen og os. Dialekten førte mig tilbage til mine bedsteforældre på Tåsinge. Jeg nød sprogets musik og det smilende ansigt, de venlige øjne.
”Hov, det var sørens!” Pludselig og med et overrumplende højt udbrud, rakte ATV-føreren hånden ned i ralstenene foran os. Det rene trolderi - en tordensten åbenbarer sig i hans hånd: et fejlfrit, forstenet søpindsvin. En tordensten har særlig betydning i de folkelige overleveringer og beskytter mod lynnedslag. Stenene opstod som følge af lynnedslag, ligesom man mente, at lynet aldrig slår ned det samme sted to gange. Tordenstenen skulle med ombord på Rylen. Tak for gaven.
Det regnede ganske meget den nat, men uden torden.



Den blinde passager

Genoplevelsen af den syngende, fynske dialekt og det at vende tilbage til sund og bælt i båd, skubber mig igen tilbage til min barndom. Det er måske ikke interessant for andre, men på Rylen sidder jeg ofte og stener i gamle hukommelsesspor: Min far sidder der, lænet op af rælingen med fødderne solidt plantet i cockpittet. Jens vil ikke kunne se ham. Far derimod smiler stille som altid, sansende havvinden i ansigtet og nydende bølgernes lette, skubbende rytme. Far nynner med blikket halvt indad og halvt ud mod øhavet, måske endda med det indre blik rettet mod banansejladserne i hans ungdom dengang, før han gik i land. Stille som altid er han - ja, lige præcis, hvorfor sælge ud af vores integretitet, lad bare idioterne kæmpe om det, de alligevel ikke vil dele med os. Det samme mønster før, nu og sikkert i fremtiden. Findes tiden, står den absolut stille ligesom bølgerne, der synes på vej, men gynger op og ned samme sted. Igen og igen.

I mit køkken har jeg en sommerfuglebakke, som far købte i Brasilien. Under bakkens glasplade  vises et kystlandskab. Motivet er opbygget af sommerfuglevinger. Himlen er blå sommerfuglevinger. Den blå farve opstår ved lysets brydning i sommerfuglevingen, en egenskab der stadig fungerer perfekt, mens landskabet af sorte, gule og rødlige farver nu kun viser en svag afglans af sommerfuglevingernes oprindelige skønhed. Tilsvarende sommerfuglebakker har mange sømænd bragt hjem til Danmark. Der er eksempler på søfartsmuseet i Marstal. Måske var det fars køb af sommerfuglebakken, der vakte min interesse for sommerfuglene, måske var det min barndoms nabos sommerfuglebusk, hvor jeg over hækken måbende betragtede mylderet. Tak for sommerfuglebusken, fru Jensen, som også havde en grå Jaco-papegøje, hvis bur blev båret ud på den solvendte terrasse på sommerdage. Den lærte at imitere min mor, når hun kaldte på mig.


Jeg fik en ekstra bonus i 2017, hvor jeg sammen med Jens Bohr sejlede Rylen fra Middelfart til Kerteminde. Det var blæsende gråvejr, men en fornøjelse at se min hjemstavn fra kysten. Røjle Klint, der dukker grålig op bag Strib. Ved Røjle Klint er der en særlig ler, der betyder, at stor gøgeurt vokser på skrænterne. Røjle Klint er, sammen med Trellenæs, Juelsminde og i særdeleshed på Østmøn, de eneste steder, man kan opleve denne sjældne orkidé i Danmark.
Vi sejlede i et stræk og kom trætte til Kerteminde efter 10 timers herlig gråvejrssejlads.


2018

Udover kaptajn, Jens Bohr, var besætningen: Niels Ulrik Kampmann Hansen, Jens Morten Hansen og mig selv. Niels og Morten havde begge stor geologisk viden og fra starten bølgede samtalerne frem og tilbage med emner, hvor jeg som billedkunstner gjorde bedst i at lytte og måske stille uddybende spørgsmål.

 


Strandingen på Påø strand i 1945

En af de mærkeligste begivenheder, der blev talt om, var en begivenhed, der fandt sted den 4. maj 1945. En flydedok med ca. 1500 franske, russiske, belgiske og polske krigsfanger strander ved Påø. Byarkivet i Rudkøbing har en nedskrevet øjenvidneberetning, oplevet af en fransk politibetjent.


“Den 1. maj bliver fangerne beordret til at gå om bord på en flydedok. Der er både franskmænd, russere, belgiere og polakker. Der er så mange, at det ikke er muligt at bevæge sig, langt mindre lægge sig ned. Flåden er mellem 60 og 80 meter i længden, og på siderne er der aflukker på fire meter i højden. Der opholder de tyske vagter sig. Selve dækket er omkring 1,20 m over havoverfladen. Der er hverken mad eller vand om bord.
En slæbebåd trækker flåden ud på åbent hav, og rygterne vil vide, at målet er Flensborg.
Natten er kold, og mange bliver gennemvåde, fordi det regner. Da der naturligvis ikke er noget toilet, bliver der i plankerne lavet nogle små huller, som trængende kan forsøge at ramme.
Næste dag havner flydedokken midt i et luftangreb, der varer seks timer. For at redde sig selv vælger kaptajnen på slæbebåden at kappe trossen til flydedokken. Natten falder atter på, og de mange fanger driver af sted, hvorhen ved de ikke. De er også temmelig ligeglade, for det altoverskyggende problem er nu mangelen på drikkevand!
De tyske vagter opgiver ævred, og fangerne overtager kommandoen. Et medbragt fransk flag bredes ud i håb om, at flyverne kan se det. Situationen er meget alvorlig. Vandmanglen vil inden længe kræve sine ofre, og risikoen for at støde på en mine eller blive sejlet ned af et skib er overhængende. Men de kan intet gøre. Alligevel bevarer de modet. En musiker, der har medbragt sin saxofon, bliver sat til at spille populære melodier for at adsprede mændene.
Den tredje nat falder på, og nu begynder nogle at udvise tegn på alvorlig sygdom.
Op ad dagen mener nogle at kunne skimte land mod vest. Heldigvis er vinden østlig, og for at fremme farten rigger man nogle årer til(!).
Nogle få kilometer fra kysten passerer flydedokken to tyske flygtningeskibe, der ligger for anker.
Skibene bliver angrebet af engelske jagere og synker med alle ombordværende, hovedsagelig kvinder og børn.
Pludselig bliver flydedokken også angrebet, men bomben forfejler målet og havner i vandet.
Det samlede tab udgør derfor ”kun” tre-fire døde og en halv snes sårede. Uden medicin eller vand var det dog alvorligt nok. “
Citat fra: http://byarkivet.langelandkommune.dk/Historier%20og%20Artikler/Historier/Viervendttilbage

Flydeprammen ramte land på den langelandske Påøkyst. Enkelte af krigsfangerne bjergede sig i land og fandt derfra robåde, der kunne bringe alle de mere afkræftede krigsfanger på land. Mødet med langelænderne, hvor kun få kunne tale fx fransk, må både have været en udfordring og så alligevel en mindeværdig oplevelse, man har talt om længe efter. Tænk hvis, flydeprammen var grundstødt på en af de øde øer. Kunne de udmattede krigsfanger klare en svømmetur til en beboet ø, eller kunne de i det mindste påkalde sig opmærksomhed. Var det gået helt galt, kunne historien have handlet om 1500 mennesker, der omkom i et lille ørige, med udsigt til stjernehimmel, kantet af en horisont med enkelte oplyste vinduer.

Jeg har haft svært ved at slippe forestillingen om begivenheden. Verden ligner sig selv, også efter 73 år, men ikke de øde øer. De omformes vedvarende af havet. Nogle vaskes bort som Koøen, mens andre ophobninger bliver til nye ødannelser.

Besværet ved at skabe sig et liv på en lille vandomkranset ø passer ikke ind i vores “moderne” tider. Selv om stilheden og Robinson Crusoe-forestillinger er forjættende, så bliver alt alligevel for besværligt. Niels Ulrik Kampmann Hansen har lavet en statistik, der tydeligt beskriver affolkningen af vore små øer.
Måske kan man sige, at vores tid giver øplads til at drømme, men ikke den tid drømmene forudsætter.


Lindelse Nor

Eskildsø gemte på et mysterie. Store mængder af kirsebærsten lå på øen. I alle kirsebærstenene var der gnavet hul ind til kernen. Der var ingen træer på øen og slet ikke kirsebærtræer, og alligevel var der i tusindvis af kirsebærsten. Emnet blev diskuteret, og gådens løsning pegede på, at det var øens måger, der havde hentet kirsebær i de mange plantager på Fyn og så efterfølgende skidt stenene ud tilbage på øen, hvor de ynglede i kirsebærsæsonen. Samtidig fandt vi mange jordhuller efter gnavere, der må have fundet næring i kirsebærstenenes kerner. Først gættede vi på, at øen havde en stor bestand af rotter, men senere endte gættet på mosegrise eller andre mindre gnavere. Tankevækkende, at en sådan forladt ø alligevel i den grad er så påvirket af menneskers aktiviteter.

Kværnen er det mærkelige navn på naboøen, hvor vi også fandt mange kirsebærsten, hvoraf enkelte havde formået at spire til små træer. I det hele taget var der plantet mange arter af træer, hvoraf mange må være plantet af mennesker. De to øer var vitterligt meget forskellige, hvor Eskildsø lignede en meget flad skive, der knapt hævede sig over havet, var Kværnen et dramatisk forløb af stejle bakker og bevoksninger af tætte krat og tilsyneladende en række menneskeplantede træer af forskellige arter, der næppe ville finde vej til Kværnen af sig selv.

Egholm var en stor, meget smuk strandeng og, vil jeg tro, en ret oprindelig natur, uden ændringer grundet udsåede græsser. Farverne var ekstremt smukke, sommerens tørke og hede havde sat sit præg og lange formationer af højrødt skar sig gennem blåligt grønt. Øen havde også usædvanligt mange mandstro, der med tidselagtige og udtørrede blomster dannede smukke modlysflimrende bræmmer langs kysten. Flere steder så vi en lille pink, femtallig blomst med gul midte. Her dummede jeg mig og kaldte den først for en lille nellike. Men indså, at det var en strandtusindgylden. Til mit forsvar er kun at sige, den ligner meget en nellike, og de har både modsatte blade og femtallig krone til fælles. Derimod burde jeg have set, at den havde et længere bæger under kronbladene.
Strandtusindgylden er ikke en nellike, men i ensianfamilien. Dog alligevel meget forskellig fra den fine, blå klokkeensian, der få steder i Jylland danner føde for ensianblåfuglens larve.

I vådområdet på øen var der en særlig skydeanordning, som jeg aldrig havde set før. Der var et nedgravet, bredt rør, som en jæger kunne sidde i og derved være heldig at byttet kom tæt på. Mosehornsuglen patruljerede over øen, et smukt syn og en af de fugle, vi ser for lidt til, til trods for at den flyver i dagtimerne.
Der var også mange vadefugle. Jeg duer ikke til vadefugle, heldigvis har Jens Bohr derimod et rigtig godt kendskab til dem.

På øen var der to eller tre jagthytter, hvor vi i den ene mødte en gruppe unge mænd, der havde en årlig tradition med at overnatte på øen. Vi blev budt på en hyggelig øl.
En af de unge mænd var interesseret i samtidskunst.



Flaskepost

Jeg har vel altid vidst det, eller i hvert fald tidligt erkendt det. Jeg er som en øde ø midt i et hav af alle jer andre. Nu og da i et hav af os, men oftest er jeg i et hav af jer andre.
Der er noget trygt ved at kunne reducere indtrykkene, læne sig tilbage og svæve baglæns ind i sin egen, indre øde ø. Ind i fantasiens uendelighed. I en lille evighedssplint. Et troldspejl helt uden for kontrol, når andres verden spøger på min øde ø.

På turen fandt vi hele to flaskeposter, dejligt at se tegninger og hilsner fra andre, øde øer. Der er altid håbet at smelte sammen i et os, som Robinson Crusoe at møde sin Fredag og mærke glæden ved nærvær.


For mig er der ingen tvivl, det er kammeratskabet ombord på Rylen, menneskene vi møder, der er historierne. De mange tanker vi deler, mens Rylen vugger os mod nye destinationer. Med solens glimtren, skyer i hvirvlende tottede formationer og nu og da stålgrå regnbyger på skrå over havet og senere med hidsig regn over os.

Tak til de spændende mennesker, jeg fik lov at sejle sammen med på Rylen. Mødet med forskellige fagligheder har fodret min fantasi. Øer som aflejringsdannelser, øer som rest af næsten bortvaskede istidsefterladenskaber. Snoede aflejringslandkroge ude i havet. Ledeblokkes diagrammer over istidisens rejser, der gavmildt dumpede farverige sten. Landskabet taler som en åben bog med viden og registreringer af eksperters årelange studier.

Andre gode samtaler, der ikke just udspringer af øer. Fx har jeg som alle andre drenge syslet med forestillingen om, at magnetisme kunne skabe en evighedsmaskine. Det fik jeg afklaret (tak, Morten): Du forveksler effekt med en tilstand, var det klokkeklare svar. Ja, så enkelt er det, når vi oplever magnetisme, er det, fordi vi har ændret på en tilstand, så magnetismen skaber en reaktion. OK, mysteriet fortsætter, for fænomenet magnetisme er lige så uforståeligt som tyngdekraften. På Rylens dæk under stjernerne vokser mine ører, den indre øde ø flyder et øjeblik sammen i et os.

Heine Skjerning. Holm og Kalv, Johannes Larsen Museet, 2018.