Forbilleder,  samarbejderne og tilfældigheder betyder betyder meget.Faktisk lige så meget som akademiundervisning. På mange måder handler susses om held og timing. Det formindsker ikke værdien af vores mest anderkendte kunstnere. Men det betyder at de ud over dygtighed også havde held på afgørende tidspunkter. Held kan man opsøge aktivt og række ud efter muligheder.

 

 

 

Jeg traf Henning Christiansen under en Camp på Kunstakademiets Kollegium i Sørup. Ursula Reuther Christiansen havde som professor på Det Kongelige Danske Kunstakademi arrangeret en workshop. Som leder af Kollegiet var jeg også til stede og under en samtale med Henning Christiansen begyndte ideen om at lave en række store udstillinger på Masnedø Fortet. Det blev et frugtbart samarbejde og fire store internationale udstillinger blev gennemført i årene 2000 til og med 2004.

Henning Christiansen var en sjælden kunstner, nok den eneste fuldstændigt usnobbede jeg har mødt, for ham handlede det ikke om hvem du var, men om dine ideer og vilje til at ligge et stykke arbejde. Det førte frem til udstillinger hvor vi blandede højt profilerede kunstnere med nye navne, som havde gode projekter, men ikke offentlighedens anderkendelse


 

Peter Louis-Jensens 

Jeg fik en helt uventet opringning fra Peter Louis-Jensen,. Han foreslog at vi begge skulle vi  stille op samtidig til Storstrøms Kunstudvalg  og sådan startede det samarbejde. Hvem eller hvordan, han havde fået den ide, fandt jeg aldrig ud af.

Det blev en sjov tid, med mange og lange samtaler i telefonen. Det var helt tilbage i tiden til den gang samtalerne foregik over kobberledninger. En gang blev vi afbrudt at en telefonmontør, der opgav at vente til samtalen var afsluttet og derfor pludselig brød inde i samtalen og undskyldte at han desværre var nød til at fikse et eller andet og vores samtale måtte vente til en anden dag.

Peter var meget hidsig og vores fælles tid i kunstudvalget afsluttedes med i en konflikt og vanen tro meldte Peter sig ud af udvalget med et brag. Men uvenskabet varede ikke længe før vi igen havde lange samtaler over telefonen og jeg fik lov at være blandt hjælperne på hans bidrag til udstillingen "hvid" på Charlottenborg. Midt under arbejdet havde vi blandet en spand gips forkert og Peter eksploderede af raseri og råbte ud over Charlottenborgs sale hans vurdering af hvor uduelige og hjælpeløse vi var til at blande gips. Alle vidste på det tidspunkt at Peter havde dårligt hjerte og pludselig var der helt stille i alle salene, hvor talrige kunstnere og hjælpere var i gang med at bygge udstillingen op. Peter overlevede, men dødede inden udstillingen var færdig.

Vores største bedrift sammen, var uden tvivl at vi lykkedes med at gennemføre en udsmykning med kunstneren Richard Winther. Winther var berygtet for hans udsmykningsopgave til byen Sønderborg, hvor han skulle lave en ringriderfigur udsmykning. Winther tog sig ald den tid han ønskede og startede med talrige foirundersøgelser. Skelletet af en hest og mange udkast. Det endte med at han blev sat fra opgaven. Sønderborg havde ikke tid til at ente på Winthers grundige forarbejde.

Men heldigvis blev udsmykningen til den daværende sygeplejerskeskole i Næstved gennemført og der står nu en bronze med en Florens Nightinggale og en beton skulptur i en af atriumgårdene. Winther var kan man sige påholdende og mente ikke at vi skulle betale en formue for at få transporteret bronzen fra støberiet til Næstved. Bronzen blev derfor kørt på min trailer fra Bagsværd til Næstved. Vi var alle stolte af projektet og fik mange spændende opsange af Winther og blev endda budt på ostemader i hans køkken i Vindeby. Selv fortalte han at han normalt spiste hvidkål. Det er billigt og sundt. Oprindeligt havde han stegt kålen i fedtstof, men så blev han tyg, så nu var han gået over til at stege kålen i vand.

Mellem Peter og Winther var der en gammel konflikt, der skulle repareres. Helt tilbage i Eksskolens tid havde Winther været lærer for de unge, heriblandt Peter. Dette endte med at Peter i raseri havde smidt Winther med af trappen. Det var ikke brug for sådan en underviser. Med tiden fortrød Peter Louis-Jensen og udsmykningen på Sygeplejerskolen skulle sætte en streg over den "kedelige" sag. Winher havde ikke glemt den sag, men stridsøksen var begravet.